Camilla Lotus

Jeg er kropsligt sansende, vågent lyttende, nysgerrigt legende og modigt livsfejrende.

Hvordan kan jeg hjælpe dig?

Jeg har en stor passion for at hjælpe mennesker med at stå ved sig selv og stå op for sig selv.

Det betyder bla. at møde og acceptere dine skyggesider. 

Alle de steder hvor du føler dig u-værdig og u-kærlig overfor dig selv.

I mine tantra-behandlinger kan vi tale om de mest skamfulde ting som du ikke plejer at kunne dele med nogen. 

Du vil opdage at jeg lytter og respekterer dig som du er, og at du ikke behøver gemme nogen sider af dig selv væk. 

I mine tantrabehandlinger bruger jeg udover min erfaring fra min uddannelse hos C.H.A.I. også min viden om kroppen og åndedrættet fra yoga.

Desuden vil min baggrund som heilpraktiker påvirke alle behandlinger, da jeg bl.a. bruger min viden om anatomi i massagen.

Derudover vil zoneterapi naturligt indgå i massagen af dine fødder.

Vælger du at gå til yoga hos mig, vil du opdage at jeg har meget mere fokus på at hjælpe dig til at mærke dig selv bedre, end kræve at du slår knuder på dig selv i forsøget på at lave en stilling helt "rigtig".

På mine retreats forener jeg alt det jeg kan og brænder for, så du vil blive inspireret og fyldt op med ny energi fra en kombination af kropslige øvelser, åndedræt og meditation.

Uddannelser og kurser:

Folkeskolelærer

Massagekurser på Kilden.dk

Heilpraktiker

Yogalærer fra Yogapoint.com og Hamsayoga.dk

50 timers yogateknik med Simon Krohn & Soham

50 timer acroyoga/Hands on i Kerala med Simon Krohn & Jeppe Skovgaard

Yoga for teenagere hos Lille Yogahus

Tantrabehandler fra C.H.A.I

2 års Path of Awakening hos Wild Tantra i Holland

Derudover har jeg arbejdet med min egen udvikling gennem de sidste 20 år.

Bl.a. gennem terapi, kropsbehandlinger, meditation, yoga, cacao ceremonier, retreats, ayahuasca-rejser, Kambo-ceremonier og mange forskellige workshops.

Værdier:

Min vigtigste værdi er frihed.

Frihed til at gøre det der er sandt for mig og det der løfter og nærer mig.

Jeg er ikke villig til at leve et middelmådigt liv. Jeg vil leve et helt overdådigt fantastisk liv.

Det betyder at jeg øver mig i at gøre det der føles allermest sandt for mig. Hver dag.

Og det kræver at jeg er nødt til at være stille ofte, for at kunne høre mit hjertes hvisken.

Derfor prioriterer jeg dagligt at meditere, lave yoga eller gå ud i naturen.

Og samtidig betyder det at jeg meget ofte vælger at være modig.

Dvs. at jeg kaster mig ud i en hel del ting som ikke umiddelbart føles trygt, men som er meget tillokkende.

Ganske ofte tager jeg min modighedskappe på, og kaster mig ud på dybt vand.

For det at følge min sande natur, mit kald, min essens, er ikke altid let og ligetil, men går ofte gennem kringlede minefelter som mit ego tror jeg skal holde mig langt fra. Det vælger jeg heldigvis ofte at overhøre.

Nogle af de ting der har været allermest udfordrende for mig i mit liv, har jeg mødt og kigget på, fx. i forskellige slags terapi. 

Det betyder at jeg føler mig styrket i mange af de områder der tidligere var voldsomt udfordrende for mig, og dermed føles det meget naturligt at give det videre og inspirere andre til at møde deres udfordringer med mod og nænsomhed.